USA’s retræte fra sin position som international supermagt er accelereret under Trump, og der er sået tvivl om NATO. Det tyder imidlertid ikke på, at det har rykket de europæiske nationer tættere sammen på forsvarsområdet, selvom franske præsident Macron gang på gang lufter tanken. Men det er heller ikke sikkert, at det er nødvendigt – for hvor er den fælles fjende at rykke sig sammen imod?
Barack Obama slankede forsvarsbudgetterne og begyndte at fokusere mere på ukonventionelle trusler som terror mod USA selv, mens Donald Trump – på nogenlunde samme budgetter, men uden på noget tidspunkt at fravige den amerikanske exceptionalistiske retorik – formåede at blive den første amerikanske præsident til ikke at starte en ny krig siden Jimmy Carter. […]
Idéen trives ikke bare i lederspalter, debatindlæg eller på gruppemøder hos de Radikale, men kommer oftest fra den franske præsident Emmanuel Macron. Senest i et langt interview med den franske tænketank Groupe d’Etudes Géopolitiques, hvor han gik i rette med den tyske forsvarsminister, Annegret Kramp-Karrenbauer, der i en kronik i mediet Politico understregede, hvorfor det transatlantiske forsvarssamarbejde stadig er uhyre vigtigt – uanset hvem der er præsident. Emmanuel Macron mente, det var historieløst og uambitiøst.
For i Europa er vi ifølge ham allerede ved at vende os mod os selv og styrke vores egen autonomi og suverænitet, som han kalder det. Men denne storladne idé om et genforbrødret Europa er og bliver ikke andet end nostalgi – tilsat lidt fransk opportunisme. For hvor i alverden ser man pludselig al denne europæiske korpsånd? Läs artikel