Er værnepligten ren nostalgi eller bidende nødvendighed? Klaus Kroll, olfi.dk

Værnepligten i Danmark er stadfæstet i grundloven. I kapitel VIII, § 81 står der, at ”enhver våbenfør mand er forpligtiget til med sin person at bidrage til fædrelandets forsvar efter de nærmere bestemmelser, som loven foreskriver”…

Den professionelle stående soldat er dyr og ikke duplikerbar, hvilket fungerer i en fredelig ramme, hvor behovet er begrænset til ekspeditionsmissioner uden en egentlig trussel mod landet eller de Nato-partnere, som vi er forpligtet til at støtte i tilfælde af en Artikel 5 operation. Værnepligten er derimod en grundsten i ethvert lands territorialforsvar og skal fungere som en reserve, i det tilfælde der opstår direkte eller indirekte trusler mod landet. Et sådan scenarie står stadigt skarpere aftegnet senest illustreret i Forsvarets Efterretningstjenestes (FE) trusselopdatering. For ganske få år siden tegnede man et billede af en udvikling, hvor man ikke kunne pege på en trussel 10 år ud i fremtiden, men de tider er forbi…

Værnepligt er ikke nostalgi, men en grundlovsbaseret pligt som giver god mening i rammen af et mobiliseringsforsvar. Modstanden blandt politikere skal snarere findes i det faktum, at man ikke ønsker at allokere de relevante midler til området, men nøjes med at satse på professionelle enheder, der kan sendes til mulige og umulige missioner for at retfærdiggøre en alt for lille egenbetaling til vores sikkerhed. Værnepligten skal forankres i et forsvar, der geografisk er spredt ud i hele Rigsfællesskabet, ligesom samtænkningen af de uddannelser, der er indeholdt i værnepligten, skal kunne bruges af de værnepligtige i deres efterfølgende civile liv. Läs atikel