Under Den Kolde Krig var Danmark blandt de lande i NATO, der brugte allerfærrest penge på forsvaret. Og efter Den Kolde Krigs afslutning har danske politikere valgt at ”høste fredsdividenden”, dvs. gennemføre besparelser på forsvarsområdet, der har resulteret i, at Danmark har et forsvar, der ligger i ruiner. I de planlægningsdokumenter, der cirkulerer blandt danske generaler og oberster, tales der derfor ikke om behovet for at styrke forsvaret, men om nødvendigheden for en “genopbygning” af forsvaret. Man genopbygger kun noget, der er styrtet totalt sammen, og det er, der er sket med det danske forsvar.[…]
Det danske forsvar er efterfølgende skrumpet ind. 95 kampfly er blevet til 45, og 389 kampvogne er blevet til 44, hvoraf kun 14 angiveligt er operationelle. Under Den Kolde Krig var der over 70.000 hjemmeværnssoldater. I dag er der 44.000, hvis man tæller alle passive medlemmer med. […]
Det har alle folketingspartier gennem tiderne et ansvar for. De har i fællesskab beskåret, reduceret og udsultet det danske forsvar således, at landet i dag står med en kampkraft, som NATO betegner som ”uanvendelig”. Det var en helt bevidst politisk beslutning at forlade koldkrigsforsvaret i 1990’erne, nedlægge både kampbataljoner og artilleri og i stedet sende soldater ud på fredsskabende operationer.
Facit er, at dansk forsvar er udelukkende et ekspeditionsforsvar, som er designet til værdipolitiske markeringer – ikke til krig. Altså et forsvar, som sendes på internationale missioner. Efter Ruslands invasion i Ukraine betyder det ændrede trusselsbillede imidlertid, at Danmark igen har brug for et traditionelt territorialforsvar – altså et forsvar med den primære opgave at forsvare Danmark. […]
Bundlinjen er, at dansk forsvar er i så ringe stand, at Danmark hverken kan forsvare sig selv eller fungere som en troværdig NATO-partner, fordi landets politikere hellere vil bruge penge på velfærd, klima, Arne-pension og uintegrerbare muslimske migranter og lade andre lande sørge for danskernes sikkerhed. Läs artikel