Dansk militær støtte til USA sætter Grønland i fare, altinget.dk

Hans Jakob Helms, forfatter, tidl. medlem af komiteen til tilsyn med USA's baser i Grønland, 'Permanent Commitee'

For øjeblikket drøfter den danske regering muligheden for at deltage i en fælles militær oprustning i Den Persiske Golf sammen med England og USA.

Man overvejer at sende et dansk krigsskib til Golfen for at beskytte den internationale trafik gennem Hormuzstrædet, hvor der for nylig er blevet opbragt et britisk skib, efter at England havde opbragt et iransk skib ved Gibraltar.

Begge dele er et led i den stadig voksende konflikt mellem USA og Iran efter Trumps opsigelse af den internationale aftale med Iran om handel for atomkontrol.[…]

Og hvad kommer alt dette så Grønland ved?

Ifølge National Research Councils rapport fra 2012, bestilt af det amerikanske Senat, ’Making Sense of Ballistic Missile Defense’, fremgår det, at især mulige raketangreb på USA fra Iran og Nordkorea var baggrunden for ønsket om den daværende udbygning af det amerikanske missilskjold.

Det fremgår ligeledes, at mens angreb fra Nordkorea ikke vil passere Grønland, fordi de kommer fra den anden side af kloden, vil det modsatte gøre sig gældende for raketter sendt mod USA fra Iran. Hvis ikke det lykkes USA at skyde disse ned, inden de forlader radardækningen fra de amerikanske baser i Aserbajdsjan og England, vil det være op til radaren over Grønland at sørge for målretningen af ”det tredje skud”, som det hedder i rapporten. Sidste chance, hvis også det mislykkes, er skud radarstyret fra Maine, USA. […]

Dette krævede særlige udbygninger af de radarer, som allerede fandtes. Derfor anbefalede rapporten det amerikanske Senat at afsætte penge til at opgradere radarsystemerne på en række baser.

Det er præcis, hvad der er sket på Thule Air Base gennem den seneste række år. Dette kom først frem for nogle år siden i et amerikansk tv-interview med den øverstkommanderende officer på Thulebasen.[…]

Hvis det mest ulykkelige derfor skulle ske, nemlig at konflikten mellem USA og Iran udvikler sig til en regulær krig, kan vi risikere, at Grønland vil blive en aktiv del af slagmarken, som i dag hverken begrænser sig til jorden, himlen eller havet, men nu også inddrager rummet over os alle. Läs artikel