Replik:
Historiker Niels Wium Olesen slår i sin kompetente og kritiske anmeldelse af min nye bog om Henrik Kauffmann ned på udlægningen af Danmarks Nato-beslutning i 1949. Eller rettere, han ser kritisk på mine forskellige udlægninger. Det er ingen tilfældighed. […]
Danmark var af både økonomiske, sikkerhedspolitiske og strategiske grunde tvunget til at finde et nyt ståsted, og i takt med, at alle andre muligheder af forskellige grunde viste sig enten uønskelige eller uopnåelige, endte vi af alle tre grunde med at søge medlemskab af Atlantpagten, oven i købet som medstifter i april 1949.
Fra Marshallhjælpen i 1947 over Grønland og opfattelsen af truslen fra øst gik der en snoet men dog klar linje frem mod Nato-medlemskabet, som på forbløffende kort tid gik fra at være både politisk og folkeligt uønsket, til at blive vedtaget med bredt flertal og så solid folkelig opbakning, at vi siden har taget alliancen for givet. I hvert fald indtil nu.
Både Wium og jeg har – ligesom utallige andre historikere og historisk interesserede – kredset om spørgsmålet: Hvad og hvem gjorde udslaget?
Var det Marshallhjælpen og økonomien? Sikkerheden? Grønland? Henrik Kauffmanns dramatiske dobbeltspil i Washington? Atombomben? Den nordiske løsnings skibbrud? Eller måske opfattelsen af en konkret og direkte trussel om et sovjetisk fremstød og en ny 9. april? Läs hela repliken