[…] Det er patriotismen i det danske folk, som skal bære forsvaret frem. Det er igennem en dyb folkelig forankring af forsvarsviljen, at rekrutteringen til forsvaret kan løses. Vi skal genlære, at for at kunne leve i frit land som et frit folk, skal vi sammen kunne forsvare vores territorium. Kan vi ikke det, kommer der nogen og tager det.
Det er en magtpolitisk naturlov, der er lige så gammel som menneskeheden.
En vigtig brik i den manøvre bliver at genoplive de gamle kasernebyer og gerne i takt med at forsvaret udvides også at udvide antallet af kasernebyer.
I Skive, Varde, Sønderborg, Vordingborg, Slagelse og så videre er eller var byernes identitet bundet op på den lokale kaserne. Soldaterne blev fejret. Som by tog man ansvar for at huse et regiment for at bidrage til landets forsvar – også når de unge mænd slog sig løs om lørdagen.
De traditioner skal vi have tilbage. De soldater, som indkaldes eller melder sig til frivillig tjeneste skal opleve, at danskerne er taknemmelige og sætter pris på deres vilje til om nødvendigt at ofre livet for det land, der er vores.
Patriotismen skal gro i hver en forhave og i mødet med hver soldat. Små privilegier som rabat hos de lokale handlende, fribilletter til den lokale biograf og hvad man ellers kan finde på vil være små men vigtige tegn på anerkendelse og respekt. En soldat er ikke som enhver offentligt ansat. En soldat er noget særligt. En soldat er vores ultimative beskytter, der er parat til at yde langt mere end et arbejde for en løn. Läs artikel