Stormagter har undertiden en tendens til at forstå hinanden hen over hovedet på mindre magter. USA’s nytiltrådte præsident, Trump, har tydeligvis forstået Ruslands sikkerhedspolitiske tankegang: Rusland vil som stormagt ikke tolerere en væbnet modstående alliance op ad sin grænse, dvs. i praksis ukrainsk NATO-medlemskab. Lige så lidt som USA vil tolerere, at andre stormagter opretter en magtbase i landets kæmpemæssige interessesfære: Sydamerika, Mellemamerika og Nordamerika inklusive Grønland – jf. Monroe-doktrinen fra 1823.
Herved bryder Trump med årtiers amerikansk dobbeltspil: At man via universelle værdier underminerer konkurrerende magters interessesfærer, samtidig med at man nøje vogter over sin egen. Dette dobbeltspil kunne praktiseres med basis i en overlegen magtstilling under unipolariteten i 1990’erne og start-2000’erne, men er i stigende grad blevet vanskeligt at opretholde.
Med Trump er den udenrigs- og sikkerhedspolitiske tankegang således blevet ’konsistent’: rendyrket interessesfære-tænkning. Dominansen i egen sfære er endda blevet mere nidkær: Trusselsdiplomatiet udfoldes rask væk over for Canada, rigsfællesskabet/Grønland, Panama, Mexico og Colombia. Og der kommer sikkert flere. […]
…at forsøge at redde stumperne af atlantismen gennem simuleret venskab, samtidig med at der lægges bånd på en dybtfølt kritik af Trump. De var det, man under Den Kolde Krig kaldte ’finlandisering’ – mere herunder. Läs artikel