Vad är nytt i avtalet mellan Grönland, Danmark och USA jämfört med avtalet från 1951 som alltjämt gäller?

Marc Jacobsen som är lektor vid Forsvarsakademiet och forskningsledare vid Center for Arktiske Sikkerhedsstudier redovisar det konkret i en informativ artikel publicerad den 25 september på sajten lex.dk.
 Enligt Marc Jacobsen handlar det i huvudsak om följande:
Aftalen ændrer og supplerer det såkaldte Forsvarsaftalekompleks, som startede med Forsvarsaftalen i 1951. De væsentligste ændringer i den nye aftale er:
1. Begrænsninger på tredjelandes militære tilstedeværelse og investeringer. Dem, der er velkomne, er som udgangspunkt NATO-lande, NATO-partnere og medlemmer af EU. Bestemmelserne nævner ikke Rusland eller Kina ved navn, men skal ses på baggrund af den øgede strategiske konkurrence i Arktis. Selvom USA de facto har gennemtrumfet en afvisning af Kinas tidligere tilnærmelser til Grønland, så bliver denne praksis kodificeret med den nye aftale. Det sker i artikel IX og X, der kan opsummeres således:
a. Militært (artikel IX): Ikke-NATO-lande må som udgangspunkt ikke etablere bemandede eller ubemandede militære installationer eller have en vedvarende militær tilstedeværelse i Grønland, medmindre andet aftales.
b. Økonomisk (artikel X): Investeringer fra lande uden for NATO, NATO-partnere og EU kan blive stoppet gennem investeringsscreening, der sikres af Grønland i tæt samarbejde med myndighederne i Kongeriget Danmark – som så skal konsultere tæt med relevante amerikanske myndigheder og andre partnere. Fokus er her på “særligt følsomme sektorer”, som bl.a. inkluderer kritisk infrastruktur og udvinding af ressourcer (artikel III).
2. USA får med aftalen eksplicit ret til undersøisk adgang til og færden i Grønlands territorialfarvand for sine skibe (artikel VI, nr. ii) uden andre begrænsninger end dem, parterne måtte aftale. Dette supplerer 1951-aftalens artikel V, stk. 3, der gav USA ret til at flyve over Grønland, lande hvor som helst og færdes mellem forsvarsområderne.
3. Aftalen er permanent (artikel XI). Det adskiller sig på sin vis fra 1951-aftalens varighed, der var tæt knyttet til NATO’s eksistens med ordene “Nærværende overenskomst, som tjener til gennemførelse af Den nordatlantiske Traktat, skal forblive i kraft i samme tidsrum som Den nordatlantiske Traktat” (1951, artikel XIV, stk. 2). Den nye aftale angiver ikke, hvilke konsekvenser et eventuelt ophør af Den Nordatlantiske Traktat ville have for aftalen, selv om NATO spiller en gennemgående rolle og nævnes tolv gange i teksten.
Yderligere nye elementer i aftalen vedrører konkretiseringer af USA’s militære interesser, Danmarks bidrag til dette og Grønlands styrkede selvbestemmelse:
4. USA får tilladelse til at oprette to nye forsvarsområder ved Narsarsuaq og Mestersvig (artikel IV, nr. ii), der ligger henholdsvis på Grønlands sydspids og østkyst. De nærmere modaliteter og tekniske detaljer skal aftales mellem parterne. Derudover vil man udvide Pituffik Space Base (artikel IV, nr. i), der pt. er USA’s eneste base i Grønland. Under Den Kolde Krig havde USA på et tidspunkt 17 militære installationer og 10.000 militærpersoner i Grønland, hvilket vidner om, at dette allerede var muligt under den gamle forsvarsaftale. Donald Trumps ambition om et Golden Dome-forsvarssystem nævnes også i aftalens præambel.
5. Kongeriget Danmark forpligter sig til fortsat at styrke sin militære tilstedeværelse i Arktis gennem en “omfattende, multidomæne tilgang, der dækker land-, maritime, luft- og rumkapabiliteter” (artikel VIII).
6. Aftalen afspejler Grønlands selvbestemmelse jf. selvstyreloven fra 2009 og forudsætter, at et selvstændigt Grønland forpligter sig til at forblive i NATO og om nødvendigt ansøger om medlemskab (artikel XI). Flere steder bliver det fremhævet, at den øgede militære aktivitet skal skabe konkrete fordele for det grønlandske samfund — blandt andet gennem grønlandske kontrakter (artikel I og artikel IV, nr. iv) — og at nye militære aktiviteter skal tage hensyn til Grønlands miljø, naturgrundlag og traditionelle aktiviteter (bl.a. artikel IV, nr. iii, artikel V og artikel VI). Dette bygger videre på og konkretiserer elementer fra Igaliku-aftalen og de tilhørende fælleserklæringer fra 2004.
Artikeln i dess helhet kan läsas här: