Debatten om Danmarks forhold til USA fokuserer meget på USA’s præsident Donald Trump og formodninger om hans evt. diagnoser og dagsaktuelle humør. Underforstået: kan Danmark bare holde ud i 3 år til, skal det meste nok blive godt igen. Og ja, han er speciel, og han er labil. Men ved at sætte alting på spidsen har han skåret virkeligheden ud i pap for os. Min pointe er, at vores meget nære forhold til USA siden slut-1990erne har været naivt. Det har været spild af ressourcer og i nogle tilfælde endda skadeligt. For det bygger på falske forudsætninger om stormagtsadfærd. […]
Summa summarum: vi bliver truet af vores mentor gennem årtier, mens vi får opbakning fra grupper af lande, vi tilsvarende har nedprioriteret. Hvad kan vi lære af den historie? Det er fælles og aktuelle udfordringer/interesser, der betyder noget, ikke fiktive ’bankkonti’. Jeg håber, ovenstående kan fungere som nekrolog over superatlantismen i anledning af dens alt for sene død. Forhåbentlig genopstår den ikke. Det bliver vigtigt med nordisk, europæisk og måske endog atlantisk samarbejde fremover. Men det bør være med udgangspunkt i en fleksibel og mindre dogmatisk udenrigspolitik for Danmark og Rigsfællesskabet. Läs artikel